Caspar David Friedrichs »Munken ved havet« (1808) viser en ensom skikkelse foran et vidtstrakt, uberørt havlandskab. Som en reaktion på den industrielle revolution fremhæver maleriet naturens ukontrollable kraft og dens afspejling af guddommelig herlighed. Med sin sømløse sammensmeltning af land, hav og himmel i mørkeblå og sorte nuancer fremkalder kompositionen en fornemmelse af uhygge, hvor grænserne mellem elementerne udviskes, og horisonten forbliver lav, hvilket skaber en moderne, sammenhængende atmosfære.
































